Årskonference: Workshops – med besøg fra Norge
Skrevet af Gro Krøyer Budek - Den 17. september 2021
Tilmeld dig CeDifs årskonference ved at klikke her!
Programmer som svar på ulighed – workshop A.
Denne workshop bliver modereret af norske professor Solveig Østrem fra OsloMet og første amanuensis Mari Pettersvold fra Universitet i Sørøst-Norge. Denne workshop tager sit udgangspunkt i tendensen til at søge efter problemer hos børnene og ikke i konteksten og rammerne for det pædagogiske arbejde. Workshoppen inviterer til en diskussion om, hvordan brugen af standardiserede pædagogiske programmer kan bidrage til at reducere, opretholde og forstærke ulighed, samt hvilke konsekvenser der har for børnene, men også hvad det betyder for institutionerne.
Norge har et stærkt forskningsmiljø på området for de 0-6-årige, derfor bliver det spændende at høre og blive inspireret af, hvilke perspektiver det norske forskningsmiljø på området kan bidrage med.
Etniske minoritetsfamiliers møde med daginstitutionen –
workshop B.
Den anden workshop bliver modereret af professor Jan Kampmann RUC og Eva Gulløv fra DPU. Denne workshop handler om migrantbørns møde med daginstitutionen. Workshoppen tager afsæt i et igangværende forskningsprojekt, som undersøger mødet mellem det danske dagtilbud og migrantfamilier, samt hvilke gensidige forventninger, forståelser og oplevelser af dette møde, der kan identificeres hos de to parter. I workshoppen vil det være personalets og institutionssystemets opfattelse af intentioner, muligheder og udfordringer, der vil være i fokus. Projektet vil i næste fase orientere sig mere mod familiernes perspektiv på mødet, så målet med workshoppen er også at komme i dialog med deltagerne omkring eventuelle erfaringer vedrørende migrantfamiliers oplevelser af mødet med dagtilbud.
Normkritisk evalueringskultur som ny indgang til arbejdet med mangfoldighed og ligestilling i dagtilbud – workshop C.
Den workshop bliver modereret af Docent Marta Padovan-Özdemir fra pædagoguddannelsen på VIA. Denne workshop tager sit udgangspunkt i bekendtgørelsen for de seks lærerplanstemaer, hvor der står, at daginstitutionen skal muliggøre, ”at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder”. I denne formulering ligger der antagelser om mangfoldighed, ligestilling og uafgjorthed. På denne workshop præsenteres, problematiseres og diskuteres forståelser og tilgange til arbejdet med mangfoldighed og ligestilling i dagtilbud. Dette danner afsæt for en afsøgning af muligheder og udfordringer i udviklingen af en normkritisk postmoderne evalueringskultur som et pædagogisk alternativ, der aktivt arbejder med uafgjorthed som pædagogisk vilkår og kritisk-utopisk mulighed.
Praktiske oplysninger.
Tilmelding klik her!
Årskonferencen afholdes mandag den 25. oktober 2021 fra klokken 9:30 til 15:00 i Festsalen (bygning A lokale 220). Adresse: Tuborgvej 164, 2400 København NV.
Pladserne til arrangementet bliver fordelt efter først-til-mølleprincippet, så klik ind på tilmeldingslinket for at sikre dig en plads.
Arrangementet koster 125 kr. Prisen inkluderer frokost samt te og kaffe i løbet af dagen.
Du skal tilmelde dig på linket senest den 17. oktober.
Programmet for dagen kan findes på tilmeldingslinket.