Tre forskningsperspektiver på kritikken af pædagoguddannelsen

Den seneste tid har pædagoguddannelsen mødt kritik fra forskellige sider. Hvordan kan de kritiske stemmer forstås i en større sammenhæng? Tre uddannelsesforskere – Line Togsverd, Jan Thorhauge Frederiksen og Steen Baagøe Nielsen – giver her deres bud på, hvilke problematikker og diskussioner der er med til at danne grundlag for kritikken.

Af: Julie Top-Nørregaard

Den 29. oktober 2019.

”Når de pædagogstuderende og de nyuddannede pædagoger kritiseres for ikke at vide nok, fristes man til at skrue op for den viden, de studerende skal have: Mere om forældresamarbejde, mere om udsatte børn, mere om sprog, mere forskning osv. Det er svært at have noget imod, at pædagoger skal have en masse viden – problemet er, at der nærmest ikke er grænser for, hvilken viden, som er relevant og værdifuld i det pædagogiske felt.”

Line Togsverd, der er tilknyttet CeDif som lektor og ph.d. ved VIA University College, fremhæver, at ønsket om mere viden har resulteret i en bekendtgørelse, der består af et mylder af mål uden hierarki og med en betydelig vilkårlighed.

Pædagogik er noget, man udøver

”Pædagoger har selvfølgelig brug for viden, men systematisk tilegnelse af den ene eller den anden viden gør det ikke i sig selv,” siger Line Togsverd. Hun er i øjeblikket er ved at afslutte to forskningsprojekter om pædagoguddannelsen sammen med kolleger fra VIA og KP, og hun fremhæver, at uddannelsens ressourcer er et stort problem for mulighederne for at lave en pædagoguddannelse med høj kvalitet.

Men den uddannelsestænkning, som ligger til grund for de seneste reformer og de mange diskussioner om uddannelsen, er et lige så stort problem, mener hun:

”Det man glemmer er, at pædagogik især er en praksis, man udøver. Pædagogisk arbejde handler grundlæggende om at handle og træffe valg i det pædagogiske hverdagsliv. Situationer og samspil er komplekse, og det er sjældent lige til at sige, hvad der vil være det gode at gøre. Både fordi man ikke på forhånd kan kende resultatet af sine handlinger. Men også, fordi der ofte skal balanceres mellem modstridende værdier og interesser – for pædagogik handler grundlæggende om at støtte barnet i at realisere sine muligheder i et fællesskab, hvor vi er forpligtede overfor hinanden.”

Forskning kan aldrig fortælle pædagoger, hvad de skal gøre, når de står i praksis, undferstreger Line Togsverd: ”Det er en vældig teknisk-instrumentel uddannelsesforståelse at tro, at pædagoguddannelsen kan forbedres gennem mere systematisk videnstilegnelse.”

Line Togsverd fremhæver, at pædagogstuderende generelt tager uddannelsen, fordi de har stærke personlige værdier og ambitioner om at gøre livet bedre for de børn, unge eller voksne, de arbejder med:

”De er engagerede og vil noget med det pædagogiske arbejde. Dette personlige engagement og ønske om at gøre det gode skal uddannelsen møde, sådan at det kan balanceres med viden og refleksion om den professionsudøvelse, de skal varetage. Og her skriger det altså til himlen, at faget pædagogik er forsvundet ud af uddannelsen. Faget handler netop om professionens kerne: hvordan man på forskellig måde og over tid har forstået og fortolket, hvad udøvelse af pædagogik handler om, og hvad det er for værdier, professionen baserer sig på. ”

Samtidig er den studerendes fagpersonlige udvikling forsvundet ud af pædagoguddannelsens formålsparagraf: ”Det er problematisk, for udøvelse af pædagogik er nært bundet til pædagogen selv, til hendes værdier, forståelser og fortolkninger af den pædagogiske praksis. Når pædagoger nogle gange siger, at de er deres eget redskab, så grunder det i en dyb erfaring om, at det er i det konkrete møde med barnet og i pædagogens konkrete fortolkning af situationer, at pædagogikken bliver til. Pædagogen skal selv finde vej og finde sit eget udtryk. Men det skal selvfølgelig gøres i dialog med det fag og den tradition, de bevæger sig i, men også skal udvikle og forny.”

Kritikken er udtryk for en kamp om, hvad pædagogers opgave er

Kritikken af pædagoguddannelsen dukker op med regelmæssige mellemrum, mener Jan Thorhauge Frederiksen, lektor, Københavns Universitet:

”Men under kritikken af, at de studerende ikke kan bestemte ting, ligger hele diskussionen om hvad pædagogprofessionen skal – og her er der sket store forandringer. Der foregår en kamp om, hvad pædagogprofessionen skal i en stat, der bevæger sig i den retning, som den danske stat gør lige nu.”

Jan Thorhauge Frederiksen peger på, at professioner er kendetegnet ved at have monopol på et praksisområde og en viden, men at staten og forvaltningerne har ophævet dette monopol for den pædagogiske profession i takt med, at man er begyndt at interessere sig for – og at styre – det pædagogiske felt politisk.

”Den stærke detalje- og indholdsstyring af uddannelsen er et brud med den autonomi, som før har kendetegnet såvel den pædagogiske profession som pædagoguddannelsen. Det er blandt andet det, der giver de heftige spændinger lige nu.”

To forestillinger om det pædagogiske arbejde

”Lidt firkantet kan man sige, at det politiske sigte med pædagogisk praksis i høj grad er blevet at optimere på borgerne – fx at gøre børn klar til at gå i skole. Og det er det, man i højere grad er begyndt at indrette uddannelsen efter. Men det er ikke det, praksis efterspørger af de nyuddannede pædagoger. Derfor oplever praksis måske, at de nyuddannede ikke kan, det de skal. Og omvendt oplever de studerende og de nyuddannede, at den ældre generation af pædagoger ikke kan det, der politisk efterspørges af pædagoger nu,” siger Jan Thorhauge Frederiksen.

Man kan altså ifølge Jan Thorhauge Frederiksen ikke nødvendigvis sige, at uddannelsen er blevet mindre praksisrettet – den er bare blevet det på en anden måde:

”Snarere end at uddannelsen skaber dårlige pædagoger, kan man sige, at der er nogle modsatrettede bevægelser på området, som gør det til et konfliktfelt. Samtidig har magtforholdet mellem praksis og uddannelse ændret sig – uddannelsen har fået en styrke, den ikke har haft før, fordi den kan læne sig op ad politiske dagsordener. Og det gør måske også, at konflikten spidser til.”

Spørgsmål om kvalitet bliver til spørgsmål om uddannelse

At pædagoguddannelsen rammes af skarp kritik er udtryk for en almindelig tendens i debatter om velfærdsinstitutioner, siger Steen Baagøe Nielsen, der er lektor på Roskilde Universitet, og som også har forsket i pædagoguddannelsens historik:

”Spørgsmål om kvalitet bliver hurtigt forskudt til spørgsmål om uddannelse – kan de professionelle nu det, de skal? Og hvis ikke de kan det, så må det skyldes problemer med uddannelsen – selv om man kunne hævde, at problemet også kunne ligge i den pædagogiske praksis, i normeringerne – eller endnu bredere i de vilkår, som daginstitutionerne skal fungere under, set i forhold til den omsorg vi optimalt gerne vil give vore børn. At sætte spot på uddannelsen kan være et bekvemt sted at placere problemet og ansvaret.”

Et urealistisk ideal tales frem

Samtidig mener Steen Baagøe Nielsen, at man har talt en urealistisk professionsidentitet frem på uddannelsen. ”Man siger, at man ikke bare uddanner til den etablerede praksis, men at man vil uddanne for at løfte praksis – uden at medtænke, at vilkårene næppe tillader, at det skulle kunne lade sig gøre: Hvordan kan man reelt argumentere for at skabe bedre og fagligt stærkere pædagoger end dem, der allerede er derude – for færre penge end tidligere?”

Endelig peger Steen Baagøe Nielsen på akademiseringen af uddannelsen som en selvstændig udfordring:

”Akademiseringen rummer muligheden for at bidrage til en mere vidensbaseret og fagligt reflekteret praksis, men der skal jo være tid og rum til denne praksis i arbejdet. Dertil kommer, at professionshøjskolernes forskningsorientering og forventningerne om, at man skal kvalificere til kandidatuddannelse, ikke nødvendigvis understøtter en forståelse for kompleksiteten i praksis, som er så nødvendig, når skøn og kompromisser skal udfoldes i det faktiske pædagogiske arbejde,” påpeger han.

Samtidig mener han, at uddannelsestænkningen bliver mere og mere instrumentel og individualiserende. ”Det kan man blandt andet se i studieaktivitetsmodellen og i det nye krav om obligatorisk fremmøde på pædagoguddannelsen – det er mest af alt uddannelsessystemets måder at gardere sig mod kritik på,” siger han og afslutter:

”Man reagerer altså på nogle problemer uden at rejse de helt grundlæggende spørgsmål: Hvem er de studerende i dag? Hvad er de motiveret af? Og hvad er egentlig sammenhængen mellem kvalitet i uddannelse og kvalitet i praksis? Hvilke rimelige forventninger kan man reelt have til at uddannelserne skal skabe gode daginstitutioner?”