Gratis temaeftermiddag: Bæredygtighed i dagtilbud - udenfor og indenfor?

Hvordan kan bæredygtighed integreres i dagtilbud – både i uderummet og inde i stuerne? Det er temaet på denne temaeftermiddag i netværket Viden på tværs.

En del daginstitutionsforskning peger på, at både økologisk og socialt bæredygtige erfaringer bedst kan integreres pædagogisk i uderumspraksisser, for eksempel ved at fremme naturforbundethed og et mere frit og kreativt socialt samvær. Men hvad sker der, når den læring, der foregår i uderum, skal oversættes og støttes op om indendørs? Hvordan kan vi også skabe indendørsrammer, der understøtter læring om, hvordan vi værner om naturen og hinanden på mere bæredygtige måder?

Disse spørgsmål dykker vi ned i til denne temaeftermiddag, hvor vi inviterer til oplæg, diskussioner og erfaringsudveksling. Lyder det som noget for dig? Så tilmeld dig via linket nederst på siden. Alle med interesse for emnet er velkomne!

Om netværket

Temaeftermiddagen holdes i regi af CeDifs Viden på tværs-netværk, et fagligt netværk for pædagoger, ledere, dagtilbudschefer, pædagogiske konsulenter, undervisere og forskere fra pædagoguddannelser og universiteter. Formålet er at bygge broer mellem fagfolk, der ikke ses til daglig og arbejder i forskellige hverdage, men som deler en fælles interesse for dagtilbudspædagogik.

Netværket understøtter praksis- og vidensudvikling gennem faglige inputs og diskussioner om relevante pædagogiske temaer. Det danner en ramme, hvor forskellige fagfolk kan mødes i et uformelt forum og udforske problemstillinger fra forskellige vinkler.

Bag netværket står Center for Daginstitutionsforskning (CeDif), VIA UC og UC SYD. CeDif er et samarbejde mellem RUC, DPU og professionshøjskolerne i Danmark og er støttet af BUPL.

Program

  • Præsentation af Viden på tværs netværket og dagens tema

  • Hvorfor sidder I her? Hvor kommer I fra?

  • I et udviklingsprojekt har studerende fra pædagoguddannelsen og pædagoger fra dagtilbud været involveret i udviklingen af bæredygtig pædagogik med børn i mistrivsel som omdrejningspunkt. Projektet har undersøgt uderummets muligheder for at arbejde med børns trivsel inden for rammerne af en bæredygtig praksis. Hvilke erfaringer har projektet bibragt involverede pædagoger og pædagogstuderende? Og hvordan styrker udviklingsprojektet det fremadrettede arbejde med udviklingen af bæredygtig pædagogik i uderummet?

  • Hvilke tanker, indsigter og spørgsmål vækker dagens første oplæg?

    Deltagere diskuterer og udveksler ideer ved bordene og har mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.

  • Hvordan kan vi begrebssætte de erfaringsmæssige kvaliteter, som det pædagogiske virke kan inddrage og støtte op om i uderummet? Og hvordan sikrer vi, at disse erfaringer også kan gøre en forskel i børnenes øvrige liv, ikke mindst når de er indenfor? Oplægget diskuterer begrebet ’gensidig omsorg’ som mulighed for at organisere bæredygtige erfarings- og læreprocesser på tværs af børns hverdag.

  • Hvilke tanker, indsigter og spørgsmål vækker dagens andet oplæg?

    Deltagere diskuterer og udveksler ideer ved bordene og har mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.

  • Vi samler op på dagens oplæg og diskussioner og reflekterer i fællesskab over, hvordan de nye indsigter kan omsættes i praksis. Hvordan kan vi arbejde videre med bæredygtighed i dagtilbud – både ude og inde?

Praktiske oplysninger

Tid: 30. april 2025 kl. 15-19

Sted: Kantinesalen, VIAs campus i Silkeborg, Nattergalevej 1.

Tilmelding: https://events.ruc.dk/baeredygtighedidagtilbud-udenforogindenfor/signup

Tilmeldingsfrist: 13. april 2025.

Deltagelse i temaeftermiddagen er gratis og der serveres kaffe, te og en sandwich.

Der er begrænsede pladser, som bliver fordelt efter først til mølle-princippet.

Offentliggørelse af optagelser: Vi gør opmærksom på, at vi eventuelt tager situationsbilleder under arrangementet, som kan bruges til dokumentation og promovering af CeDif på vores hjemmeside, sociale medier og i vores nyhedsbrev. Hvis du ikke ønsker at medvirke på billeder, bedes du kontakte os inden arrangementet via cedif@ruc.dk eller informere os ved ankomst til arrangementet.

Vi glæder os til at se dig!

 
Forrige
Forrige

7 nye forskningsprojekter på daginstitutionsområdet

Næste
Næste

CeDif-forskere modtager millionbevilling til nyt forskningsprojekt