En barndom i krise? Velfærdsstatens intensivering af barndommen

Institutionslivet har efterhånden fået en dominerende plads i danskernes hverdag, og stort set alle danske børn er indskrevet i et offentligt dagtilbud. Men selvom udviklingen af daginstitutioner tager afsæt i et mål om et velfærdssamfund med plads til både kvinder og mænd på arbejdsmarkedet og gode forudsætninger for alle børns dannelse, viser den institutionaliserede barndom i dag en række krisetegn. For alt imens kvalitetsmålinger og læreplaner angiveligt skal bidrage til børns udvikling og trivsel, ser vi samtidig en stigning i børn, der ikke har det godt. De mistrives. Og det er netop det, der er i fokus i det igangværende forskningsprojekt: ’Barndommens institutionalisering og intensivering i velfærdsstaten’ som lektor Kim Rasmussen og professor Jan Kampman, beskæftiger sig med i øjeblikket.

Skrevet af Linnea Amalie Dahl, Center for Daginstitutionsforskning

Om Projektet

Forskningsprojektet undersøger, om der er en sammenhæng mellem den stigende mistrivsel og øget institutionalisering og intensivering af barndomslivet som følge af de seneste 50 års udvikling af danske daginstitutioner og betingelserne for det pædagogiske arbejde.

De to forskere ønsker at udforske og diskutere om det overhovedet giver mening at tale om, at barndommen er i krise. Det vil de gøre ved at analysere og aflæse bestemte forhold i udviklingen af velfærdssamfundet og børnenes liv i institutionerne. Desuden vil de undersøge potentielle handlemuligheder som forskere, forældre, pædagogisk personale og andre fagfolk inden for feltet har for fremtiden i forhold til at overkomme eller modarbejde de potentielle krisetendenser.  

Stigende bekymring for børns trivsel

Hverdagslivet i daginstitutionerne er generelt kommet mere under pres - et læringspres, et tidspres og et pres rettet imod at være fleksibel og formbar. Der er pres på pædagogerne med stigende krav om dokumentation, kvalitetsmålinger og test, og børnene presses ind i en verden af læringsmål og præstationsforventninger. Flere pædagoger siger fra og færre unge vælger at tage en pædagoguddannelse. Også de yngste børn er kommet under mere pres om, hurtigere at skulle præstere, evalueres og bedømmes. Det rejser generelt en stigende bekymring om forholdene i daginstitutionerne og om børnenes trivsel.

“Ud fra vores følgen af daginstitutionsområdet og børn gennem adskillelige årtier, synes vi, at vi kan se at øget grad af styring, testning, optimering og krav til, hvad der skal nås, alt sammen bidrager til en intensivering af barndommen. Og spørgsmålet er: er det egentlig særlig sundt? Kan børnene følge med og er der tid til, at de kan udvikle deres egen identitet og personlighed og bare “ha det godt”? Vores opgave bliver at finde ud af, om vi kan se nogle signaler, der bekræfter den bekymring, vi har for, at hele styringen af barndommen går den forkerte vej”, fortæller Jan Kampman om udgangspunktet for projektet.

Netop bekymringen for børnene er i de seneste år taget mere og mere til. Aktuelle undersøgelser og forskningsprojekter peger på, at en større del af børn og unge rammes af forskellige typer af psykiske lidelser og tegn på mistrivsel. Flere børn kommer i kontakt med behandlingssystemet, og der tales om børn, der har “sår på sjælen”, “ikke har det godt” og som “mistrives”.

Det er en af tidens helt store dagsordner, som også er diskuteret og fremhævet politisk, bl.a. da 1000 psykologer, i et brev til folketinget i 2022, udtrykte bekymring for mistrivsels-tendensen og pegede på forholdene i daginstitutionerne som en væsentlig faktor. Derfor finder de to barndomsforskere det aktuelt at stille spørgsmålet:

”Er barndommen kommet i krise?”  

Fra Frirum til Fabrik

“Er vi færdige nu? Må vi gerne lege nu? Det er sådan nogle små udsagn, som når jeg hører det, tænker jeg, at det er ret seriøse udsagn, fordi det, barnet egentlig siger, er, at nu har jeg gjort nok for dig voksen, så må jeg gerne have indflydelse på mit eget liv nu”.

Sådan fortæller Kim Rasmussen og refererer til sine oplevelser af børnehavebørn, der underlægges krav om læring på bestemte måder, og som allerede fra de er helt små begynder at adskille selvstændig leg fra den læring, som de voksne bestemmer.  

Hele tanken bag børnehaver har udviklet sig betydeligt gennem historien. Ideen blev oprindeligt etableret af den tyske pædagog Friedrich Fröbel, der tog afsæt i vigtigheden af leg, social interaktion og kreativ udfoldelse i børnenes tidlige udvikling. Det handlede om at skabe et nødvendigt supplement til hjemmet, et fællesskab med jævnaldrende – et sted hvor professionelle bidrog til børnenes dannelse ud fra deres helt egen logik og selvbestemmelse.

”Børnehaverne var et sted man lavede for at beskytte børnene for en masse ting, der udviklede sig i samtiden. Her havde man en ide om barnet som næsten noget guddommeligt - noget man skulle beskytte og passe på og som kunne få lov til at vokse op og udfolde sig til at blive et godt menneske og have et godt liv. Ideen var en børnehave som egentlig skulle prøve at holde den buldrende omverden på afstand. Men det er den omvendte verden vi har nu - dels fordi, at institutionaliseringen nu ikke kun er for nogen børn, men for alle børn”, fortæller Kim Rasmussen og tilføjer:

”Danmark og de skandinaviske lande er nogle af de mest genneminstitutionaliserede, og institutionerne er ved at udvikle sig til en form for fabrikker, hvor man kan raffinere det produkt, der er derinde, og hvor der er så mange interesser i at gøre det lidt bedre og lidt hurtigere, så de er helt parate til at komme i skole, så deres skoleforløb bliver helt strømlinet. Barnet bliver meget mere set som et produkt end som et menneske med nogle potentialer, som skal folde sig ud ”

Politiseringen af daginstitutionsfeltet er altså gået fra et mål om at ’passe’ og ’beskytte’ til at skulle indgå som et afgørende led ikke bare i dannelsen, men også uddannelsen af børn. Med de styrkede læreplaner og lov om kvalitetsmålinger placerer læring sig nu centralt i det pædagogiske arbejde og det forventes, at initiativer i dagligdagen reflekterer pædagogiske målsætninger og krav om kompetenceudvikling og dokumentation for arbejdet med læring. Det øger ifølge de to forskere intensiteten i børnenes hverdag, fordi dagligdagen bliver fyldt op med lærings- og udviklingsorienteret indhold frem for den frie leg og selvstændige læring ud fra børnenes egne interesser og nysgerrigheder. Samtidig ses en stigning i inddragelsen af pædagogiske programmer og koncepter i kommunale kvalitetssikringsinitiativer, hvilket ikke kun på forhånd definerer, hvad der er godt for børn, men også definerer, hvordan pædagogisk arbejde bør og skal udføres.

Forskningsprojektet skal bidrage til at skabe viden om, hvad det er for nogle forhold og forandringer, der er med til at påvirke børns trivsel i en negativ retning. Samtidig vil de udforske muligheder for at forandre og handle på problemstillingerne.

Projektets metodiske tilgang

Projektet har fokus på en tværfaglig og teoretisk tilgang, som trækker på forskellige retninger indenfor barndomssociologi, socialisationsteori og kropsfænomenologi. Intentionen er ikke at kortlægge enkelte børns mistrivsel og oplevelser i specifikke situationer eller konkrete daginstitutioner. Det er derimod en aflæsning og udforskning af tendenser, der kan være tegn på intensivering af livet i dagtilbuddene. Forskerne vil igennem et historisk perspektiv og allerede eksisterende viden om området, forsøge at skabe ny indsigt, der skal hjælpe til at udvikle en kritisk forståelse af, hvordan etableringen af daginstitutioner i velfærdsstaten har haft gennemgribende betydning for det at være barn i Danmark.

Kim Rasmussen og Jan Kampmann har i mange år selv undersøgt feltet gennem deres uddannelse, erfaringer fra praksis og deres egne forskningsprojekter. Herigennem har de løbende udforsket og udviklet på forståelsen af barndom. Deres egne undersøgelser vil derfor blive inddraget i projektet i samspil med indsigter fra andre forskere på området. Undersøgelsen vil desuden bygges på bearbejdning af relevant materiale som politiske dokumenter, lovgivning, kommunale børne- og institutionsplaner og forskningsinstitutters bidrag til lovgivning. Det vil også bygge på pædagogisk og praksisrettet litteratur og materiale fra professionens interne beskrivelser og diskussioner om arbejdsvilkår og professionsforståelser.  

Undersøgelsen af de mulige sammenhænge mellem velfærdsstatens intensivering og accelerationstendenser på den ene side og den aktuelle trivselskrise på den anden side, skal desuden sættes i historisk kontekst. Det vil de gøre gennem nedslag i tiden fra start 60’erne, hvor den såkaldte ”moderne institutionalisering” af børns hverdag begyndte i Danmark, og frem til i dag. Det er nemlig i denne 50-årige periode, at en række brud og udviklinger har fundet sted, som forskerne vil udforske med fokus på den mulige påvirkning på mistrivsel blandt børn og bekymringen for en regulær barndomskrise.

Ved hvert nedslag vil de behandle en række temaer: 

1. Udviklinger i den politiske styring af daginstitutionsfeltet.

2. Konsekvenser af tiltag på kommunalt niveau og betydningen af den indflydelse som flere private aktører har fået på området.  

3. Konsekvenser i forhold til forandringer i betingelserne for det pædagogiske arbejde.  

4.  Betydningsfulde ændringer i børns hverdagsliv i daginstitutionerne  

5. Tendenser og kampe om pædagogisk legitimitet i form af pædagogiske bevægelser og modbevægelser.  

Som led i projektet organiserer forskerne møder og værksteder med andre forskere, der kan bidrage med deres viden på området og deres metodiske og analytiske strategier. Desuden mødes de med praktikere fra det pædagogiske felt med henblik på at få et praksisnært indblik i pædagogernes egne oplevelser og erfaringer.

“Noget af det, vi er meget optaget af er, hvordan kan man organisere hverdagen, så børns læreprocesser er en del af en trivselsproces samtidig. Så hvis man er opmærksom på børnene og støtter de børn, som har det svært, i stedet for at alle børn skal underlægges de samme standardiserede læreprocesser, som gør at børnene spørger ‘er vi færdige nu, kan vi få lov til at lære på vores egen måde?’ Igennem leg, afprøvning af relationer til hinanden, at kravle ned i hjørnet af legepladsen og grave i jorden eller prøve at klatre over hegnet og finde ud af ‘hvordan fanden kommer vi over det hegn?’. Børn er jo hele tiden i gang med at lære, så hvorfor forhindrer vi dem i det? Hvordan kan vi støtte det i stedet for, at vi hiver dem ud af det og underlægger dem nogle helt andre typer af læreprocesser, som måske bidrager til, at de bliver trætte af læring, allerede inden de starter i skolen?”, fortæller Jan Kampmann.

Forskningsprojektet er et delprojekt under temaet: Barndommens intensivering og det pædagogiske arbejdes styring.

Projektet er bl.a. finansieret gennem en ny bevilling, som CeDif har modtaget fra BUPL for perioden 2023-2025. Projektet blev påbegyndt i februar 2023 og løber til udgangen af januar 2025.

Læs om alle centerets nyeste forskningsprojekter lige her.

FORSKERE I PROJEKTET

Kim Rasmussen: mag.art. og ph.d.
Lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi Roskilde Universitet.

Jan Kampmann: mag.art. og cand.mag. Professor ved Institut for Mennesker og Teknologi Roskilde Universitet.