Ny ph.d. vil undersøge børns sprog fra et børneperspektiv

Viden om børns sprog handler ofte om, hvad voksne mener, børn skal lære. Ph.d.-stipendiat Benedicte Bernstorff tager i stedet børnebrillerne på og vil undersøge sprogbrug i børnenes naturlige interaktion og leg.

 

Af: Kasper Anthon Sørensen

Den 27. Juni 2017

”Jeg vil ud og undersøge hvad der sker børn i mellem. Når man læser forskning på feltet, så handler det meget om, hvad der sker med det, de voksne lærer børnene. Men jeg er mere interesseret i, hvad der sker i børnenes selvorganiserede, spontane leg, og hvordan sprog indgår i dette.”

Sådan siger Benedicte Bernstorff, der netop er startet som ph.d.-stipendiat i Center for Daginstitutionsforskning. Projekter foregår i samarbejde med RUC og UC SYD. Benedicte kommer med mange års erfaring som socialpædagog og er lektor på pædagoguddannelsen i UC SYD.

Brug for viden om sprog i barn-barn-interaktion

Det empiriske arbejde i ph.d.’en vil bestå af observationsstudier i børnehaver med fokus på børnenes leg, hvor Benedicte håber at få et indblik i den umiddelbare kommunikation børnene imellem. Blikket på børnene kan blandt andet give vigtig viden til arbejdet med den nye læreplan, hvor sprog-temaet udvides til at omfatte kommunikation:

”Det er vigtigt med ny viden om børns sprog, for med den nye ’Master for en styrket læreplan’, der er sprog jo blevet udvidet til også at omfatte kommunikation, så det er et af læreplansmålene. Men når man læser anden forskning, så efterlyses der større viden om, hvad der sker i barn-barn interaktionen.”

Tester vi børnenes faktiske sprog?

Det er ikke alene i arbejdet med læreplanerne, der savnes viden om sprog, som det foregår naturligt i børns leg, men også i test-sammenhænge kan viden fra et børneperspektiv nuancere, hvad det egentlig er vi tester:

”Børn bliver jo testet for et særligt sprogbrug, og er det nødvendigvis det, de har brug for i deres lege? Det ved jeg ikke endnu, men det er det, jeg vil undersøge.”

Benedicte er i opstartsfasen af sin ph.d. og går i efteråret i gang med feltarbejdet, hvilket hun glæder sig meget til:

”Jeg er så glad for at have fået muligheden for at dykke ned i noget, som jeg synes er interessant, noget som jeg synes er vigtigt og har arbejdet med i mange år, og så at få den gave, som jeg synes det er, at få lov til udforske det mere.”

Benedicte Bernstorff er uddannet socialpædagog og har arbejdet i det pædagogiske felt i mere end 20 år. Hun har senere læst en kandidat i Pædagogisk sociologi på DPU, og har i flere år været lektor på UC SYD, hvor hun har undervist i bl.a. pædagogik, innovation, udviklingsarbejde og specialpædagogik. Hun er netop startet på ph.d.’en ”Sprog i børns legs betydning for deltagelse i børnefællesskaber” hos Center for Daginstitutionsforskning.

 

Forrige
Forrige

Ph.d. undersøger: hvad er demokrati i børnehaven?