Ph.d. undersøger: hvad er demokrati i børnehaven?

Ifølge Dagtilbudsloven skal børn gøre sig erfaringer med demokrati og forpligtende fællesskaber. Hvordan dette konkret foregår - og kan foregå - i daginstitutionen er hovedspørgsmålet i et igangværende ph.d.-projekt.

Af: Kasper Sørensen

Den 8. februar 2018

Demokrati ses af mange som en vigtig grundsten i det danske samfund, og er noget børn gør sig erfaringer med tidligt. I formålsparagraffen for de danske daginstitutioner står der, at børn skal få ’forståelse for demokrati’ og udvikle ’evner til at indgå i forpligtende fællesskaber’. Men når disse intentioner skal oversættes til praksis bliver det straks sværere, for hvad betyder demokratiske erfaringer for Ingolf, Sofie og Tashia på gul stue? Og hvordan kan pædagogerne arbejde med dette i en travl hverdag?

Disse spørgsmål undersøger Karen Prins i sin ph.d., hvor hun gennem et 10 måneders forløb har udført et etnografisk feltarbejde og værkstedsforløb i to daginstitutioner.

Demokrati som livsform

Projektet beskæftiger sig med demokratiske erfaringer i hverdagslivet, med demokrati som livsform i stedet for styreform, som det ellers normalt forbindes med, ifølge ordbøgerne. Karen Prins uddyber:

”Demokratiske erfaringer er noget man skal prøve at have, også i daginstitutionen. Det er erfaringer med at bøvle mellem egne behov og interesser og spørgsmålet om, hvad der er godt for fællesskabet, og at befinde sig i situationer, hvor man bliver inviteret til at forholde sig både til sig selv og de andre i det konkrete fællesskab, man deltager i.”

Fællesskabet og det enkelte barn

I projektet kombinerer Karen Prins interessen for demokrati med et blik for fællesskaber. Når hun har set på nordisk forskning om demokrati i børnehaven, så er det slående, at det pædagogiske arbejde ofte fokuserer på det enkelte barn:

”Den forskning der er lavet om demokrati i Norden viser, at det ofte er praktiseret ved ’at lytte til det enkelte barn’ og at give den enkelte valgmuligheder, og det bekræfter en tendens til et individualiseret fokus. Derfor er jeg blevet nysgerrig på, hvordan vi kan forstå demokratiske erfaringer som noget, der finder sted i spændingsfeltet mellem den enkelte og fællesskabet og som noget, der handler om at få erfaringer med at være subjekt i relation til et fællesskab.”

Interessen for spændet mellem det individuelle barn og fællesskabet fik Karen i et tidligere forskningsprojekt hun lavede for UCC, om børns læring i hverdagssituationer, hvor pædagogerne ofte fokuserede på det individuelle barn på trods af, at fællesskabet omtaltes som ekstremt vigtigt.

Demokratiforståelser inkluderer og ekskluderer

Selvom demokrati er indskrevet i loven og det at lytte står stærkt som værdi i dansk børnehavetradition, så peger ph.d.-projektet på, at det er en udfordring at få alle børn med i en hverdag presset af politiske dagsordener om blandt andet (danske) sprogkompetencer og tidlig indsats:

”Den danske børnehavepædagogiske tradition har det at lytte til børn som centralt indlejret element. Jeg forsøger at trække denne indlejrede forståelse frem i lyset og formulere to typer af perspektiver; det ene er allerede velkendt, at de stærke politiske dagsordener om tidlig indsats, skoleparathed og vigtigheden af først og fremmest dansk-sproglige kompetencer ser ud til at trække i den modsatte retning, fordi synet på barnet og pædagogikken her fokuserer i højere grad på barnets mangler og de indsatser der skal til for at råde bod på det.”

Karen fortsætter:

”Det andet perspektiv er, at den pædagogiske kultur eller indforståethed omkring demokratiske erfaringer, ser ud til at være præget af særlige normative forståelser af børn, børneliv og institutionsliv, der producerer in- og eksklusion af forskellige børn. Børnene skal knække de kulturelle koder til institutionslivet, men de skal også knække de indforståede kulturelle koder til, hvordan man kan bringe sig selv, og blive bragt, i situationer, hvor man kan gøre sig demokratiske erfaringer. Det ser ud til at skabe risiko for eksklusion af forskellige børn. De to perspektiver ser ud til at skabe dobbelte udfordringer for særligt minoritetsbørn.”

Hvad er du optaget af lige nu?

”Jeg er optaget af, at børnehaveuniverset for mig fremstår som et ganske særligt univers, der er fyldt med legetøj, rum til særlige legetyper (puderum, cykelbane på legepladsen), aktiviteter, børnelitteratur, ture og hverdagssituationer som måltider, bleskift og så videre, og som børn i større og mindre grad præger og bevæger og indgår i sammenhænge med andre børn og voksne. Som andre forskere også har peget på, så får jeg øje på, at universet er mere eller mindre genkendeligt for forskellige børn, fordi det i større eller mindre grad ligner noget, de kender i forvejen. Det ser ud til at skabe forskellige muligheder for at gribe og bevæge, det der foregår.”

Karen Prins er i øjeblikket fordybet i analyse af videooptagelser, mødeudskrifter og feltnoter, og forventer at færdiggøre projektet i foråret 2019.

Ph.d.-projektet er et samarbejde mellem UCC og Center for Daginstitutionsforskning.

Om Karen Prins

Uddannet i Pædagogik og Kulturgeografi fra Roskilde Universitet. Hun har i mange år arbejdet på Frøbel seminarium (i dag UCC), som bl.a. forskningsmedarbejder, lektor i pædagogik og international koordinator. I dag er hun 2 år inde i ph.d.-projektet ”Børns demokratiske erfaringer i daginstitutionen”, der er finansieret i et samarbejde mellem UCC og Center for Daginstitutionsforskning.