Naturens særlige imødekommenhed

I de senere år har der været et stigende fokus på, hvordan vi kan skabe en mere bæredygtig verden og (gen)etablere en bedre relation mellem menneske og natur. Forskningen viser, at selv små børn i daginstitutioner får meget ud af at være i selskab af natur og levende omgivelser. Der sker noget ’særligt’ og ’betydningsfuldt’, når vi er ’derude’. Men hvad er dette ’særlige’ eller ’betydningsfulde’ – og hvordan kan vi lære fra det og gøre det socialt bæredygtigt? Netop dette er i fokus for det kommende forskningsprojekt ’Hvordan skabes imødekommende relationer mellem natur og daginstitutioner?’, som forsker Niklas A. Chimirri skal gennemføre.

Skrevet af Julie Lund, Center for Daginstitutionsforskning

Pædagoger og børn i projektet Skovbanden cykler ud i skoven. Ikke bare for at køre en tur - nej - de slår camp op. Og de vender tilbage til det samme sted – flere gange hver uge. Børnene sover lur i teltene. De vågner langsommere, dér på deres sted i skoven, og der sænker sig en ro over campen. Selv de børn, der normalt har svært ved at finde ro, sover også bedre her.

Gennem deres tilbagevendende besøg har børnene og pædagogerne lært at se forskel på de egern, som bor på netop dette sted i skoven og selvfølgelig også givet dem navne. Den rolige stemning i campen har bragt børnene tættere på dyrene. Og med tiden er det også som om, at dyrene er blevet nysgerrige på børnene.

Eksemplerne her stammer fra Niklas A Chimirris tidligere CeDif-projekt, hvor Niklas A. Chimirri besøgte ’Skovbanden’. Niklas A- Chimirri var med, når pædagogerne Mette Vinter-Hansen og Sanne Thyrgaard kørte i skoven med seks vuggestuebørn. På turene i skoven og gennem samtaler med pædagogerne blev det tydeligt, at besøgene i naturen med Skovbanden kunne noget helt særligt. Børnene og pædagogerne tog på tur flere gange om ugen. De vendte tilbage til det samme sted, ikke bare for at gå, men for at slå camp op og f.eks. sove lur i skoven. Et aspekt, som sjældent ses i andre naturprojekter.

”Der sker noget, når man er i sovende tilstand og mærker, at man vågner et andet slags sted. Børnene sov også relativt tæt på hinanden i teltene på en måde, man sjældent gør, når man sover lur i institutionen. Det giver også en anden måde at være sammen på” fortæller Niklas A. Chimirri.

Sammen med Mette Vinter-Hansen og Sanne Thyrgaard, pædagogerne i Skovbanden, forsøgte Niklas A. Chimirri at udforske, hvad det var, besøgene i skoven kunne – og ud af det voksede nogle spæde begreber, som det er formålet med det nye forskningsprojekt at videreudvikle: ”Mette og Sanne var særligt optagede af begrebet om langsommelighed. De så noget værdifuldt i at køre langsomt ud i skoven sammen, langsomt slå camp op og gøre det hele på en ikke-hektisk måde. Det er noget, som er svært at gøre tilbage i institutionen. Ikke kun på grund af dårlige normeringer, men også fordi man er mange mennesker sammen på meget lidt plads” siger Niklas A. Chimirri. Derudover var det også begreber som omsorg og skovens imødekommenhed, som fyldte. At netop fordi Skovbanden var tilbagevendende gæster i skoven og havde denne rolige og langsomme rytme, så kunne skoven og skovens beboere komme dem i møde på en anden måde end normalt.

”Omsorgsbegrebet åbner op for muligheden for, at dyrene og de levende omgivelser også er interesseret i på en eller anden måde at drage omsorg for de her børn, som gentagne gange kommer tilbage. For at komme i kontakt med dyrene og skoven skal man være rolig og afslappet og lade skoven komme til én. Det kaldte Mette og Sanne for skovens imødekommenhed” fortæller Niklas A. Chimirri.

Analyserne fra projektet med Skovbanden peger på, at de her særlige møder med naturen kan være med til at skabe en form for gensidig omsorg mellem naturen og mennesket. Børnene og pædagogerne forsøger at forbinde sig til omgivelserne med ro og langsommelighed, og de oplever, at naturen gav dem noget igen. At der i skovens imødekommenhed var en særlig form for læring og udvikling at indgå i. Det er netop disse potentialer, som Niklas A. Chimirri med det nye forskningsprojekt gerne vil udforske yderligere. Skovbande-projektet findes ikke mere, så hvordan kan vi arbejde videre fra og tage ved lære af projektet? Mette Vinter-Hansen og Sanne Thyrgaard oplevede nemlig, at det var svært at sætte ord på og forklare værdien af projektet til kollegaer, ledelse og forældre.

• Så hvordan kan vi arbejde med og lære fra de sanselige oplevelser, der sker i mødet med vores levende omgivelser?

• Og kan det lade sig gøre at støtte op om potentialerne fra natur-mødet i daginstitutionens indendørs og indhegnede rum?

AT SKABE DIALOGISKE RUM

I det nye CeDif projekt vil Niklas A. Chimirri igen samarbejde med Mette Vinter-Hansen og Sanne Thyrgaard fra det tidligere CeDif projekt og deltage i nye naturrelaterede praksisser med dem. Derudover vil han i projektet arbejde med pædagogerne i kollektive analyser, hvor de sammen skal forsøge at sætte flere ord på, hvad mødet med naturen kan. På den måde kan de sammen tilstræbe at skabe et sprog for den læring og udvikling, der er at hente i skovpædagogikken.

Gennem projektet ønsker Niklas A. Chimirri også at bidrage til at forstå, hvordan vi kan skabe socialt mere bæredygtige relationer mellem menneske og natur på tværs af alderstrin. Sådan en opgave handler også om klimakrisen og om at skabe en mere bæredygtighed fremtid for kloden og fremtidige generationer. Dette er også en pædagogisk opgave at indgå i sammen med vores børn, men tænker man på det på den måde, kan det virke helt uoverskueligt.

”Vi har alle mange gode intentioner om at ville leve mere bæredygtigt, som kan være utroligt svære at omsætte til handling. Vi vil mange ting i livet med forskellige intentioner, som ikke nødvendigvis peger i samme retning. En anden vej rundt kan derfor være at se på dét, som vi allerede gør som noget, der implicit peger hen imod noget mere bæredygtigt” fortæller Niklas A. Chimirri.

På den måde handler projektet også om at forstå potentialerne i at være i sammenhæng med det ikke-menneskelige for også at kunne udforske, hvordan netop dét kan skabe socialt mere bæredygtige relationer til naturen. Og endelig ønsker Niklas A. Chimirri sammen med Mette Vinter-Hansen og Sanne Thyrgaard også at undersøge, hvordan oplevelsen ’derude’, ikke bare stopper i naturen, men også bliver noget, som man kan bære med sig videre – og med indendørs.

Forskningsprojektet er bl.a. finansieret gennem en ny bevilling, som CeDif har modtaget fra BUPL for perioden 2023-2025. Projektet blev påbegyndt i februar 2023 og løber til januar 2025.

Læs om alle centerets nyeste forskningsprojekter lige her.

FORSKERE I PROJEKTET

Niklas Alexander Chimirri er lektor og ph.d. ved Center for Daginstitutionsforskning og Roskilde Universitet (RUC).