Kom til temaeftermiddag om børns trivsel i daginstitutionen!
Skrevet af Julie Lund - Den 14. december 2022
Gratis temaeftermiddag i Viden på tværs-netværket den 23. februar kl. 15-19 i Lillesøsalen, VIAs Campus i Silkeborg
Deltag i en temaeftermiddag i Silkeborg om børns trivsel sammen med forskere, pædagoger, undervisere, forvaltere og andre fagfolk fra det pædagogiske område. Hør oplæg fra forskere, der undersøger børns trivsel, og som er optagede af børnenes egne perspektiver på trivsel. Find tilmeldingslink nederst på siden.
Temaeftermiddagen holdes i regi af Viden på tværs-netværket, som er et netværk for pædagoger, ledere, dagtilbudschefer, pædagogiske konsulenter, områdeledere, undervisere og forskere fra pædagoguddannelser og universiteter. Formålet er at skabe broer mellem parter, der ikke ses til daglig og arbejder i forskellige hverdage. Netværket skal understøtte praksis- og vidensudvikling gennem inputs og diskussion af relevante pædagogiske temaer. Netværket giver mulighed for at praktikere, forskere, undervisere og forvaltningsfolk møder hinanden i et uformelt forum og kan diskutere fælles temaer fra forskellige vinkler.
Center for Daginstitutionsforskning (CeDif), VIA UC og UC SYD står bag netværket. CeDif er et samarbejde mellem RUC, DPU og professionshøjskolerne i Danmark og er støttet af BUPL.
Læs mere om Viden på tværs-netværket her.
Program for temaeftermiddagen
15.00 – 15.10 Velkomst, v. docent på UC Syd, Line Togsverd
Om Viden på tværs netværket og tanken med dét og med dagen
15.10 – 15.30 Hils på de andre ved dit bord – Hvorfor sidder I her? Hvor kommer I fra?
15.30 – 16.00 Om trivselsarbejde på tværs af dagtilbud og hjem
Oplæg ved Docent Anette Boye Koch, VIA
En stor barriere for arbejdet med og samarbejdet om børns trivsel er, at der er så stor uklarhed om, hvordan trivsel fremtræder og forstås. Anette præsenterer en analyse af, hvilke trivselsforståelser, som er ’ude at gå’ i forskellige professioner samt i forskningslitteraturen. Hun lægger dernæst op til diskussion med afsæt i et projekt, der rettede sig mod at kvalificere mødepraksis i en daginstitution med det formål at sikre barnets trivsel i samarbejde med familien
16.00 – 16.30 Om at have det godt og hvordan børn på forskellige måder udtrykker at have det godt og ikke have det godt
Oplæg ved Lektor Kim Rasmussen, RUC
Med afsæt i bogen ”Har du det godt” – om at have det godt i daginstitutionens hverdag fortæller Kim om, hvad børn fortæller om at have det godt, når de er i børnehave, og hvad børn eller andre omkring dem gør, når de ikke har det godt. Hvilken mening tilskriver børn de voksne, de andre børn og forskellige ting, steder og rum?
16.30 - 16.45 Pause
16.45 - 17.15 Om trivsel og børns deltagelse i leg
Oplæg ved Lektor Hanne Hede Jørgensen, VIA og efterfølgende diskussion
Når børn selv skal sige det, er leg og venner dét, der skaber glæde i deres institutionsliv. Derfor er det enkelte barns deltagelse i dagtilbuddets legemiljø også væsentligt for pædagogers arbejde med trivsel. Med reference til et ph.d.-projekt om pædagogers betydning for børns legedeltagelse, gives eksempler på, hvordan pædagoger kan gøre børns legedeltagelse til mål for deres pædagogiske handlinger. Der lægges op til diskussion af, hvordan et sådan fokus kan udforske og udvikle et pædagogisk perspektiv på trivsel
17.15 – 18.15 Sandwich og samtaler ved bordene
18.15 – 19.00 Fælles samtaler og refleksioner i plenum med forskerne
Tilmelding
Temadagen finder sted den 23. februar kl. 15-19 i Lillesøsalen, VIAs Campus i Silkeborg, Nattergalevej 1.
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Der er begrænsede pladser. Tilmeldingsfrist er den 16. februar 2023.
Vi serverer en let sandwich samt the og kaffe.
Tilmelding: Viden på Tværs’ temaeftermiddag om børns trivsel i daginstitutionen