Forsker: Diagnosekulturen påvirker forældre og pædagogers forestilling om det (skole)parate barn (Copy)

Det normale og det skoleparate barn er i dag ’det sociale barn’. Men at blive set som et socialt barn er ikke nogen let sag i en dagtilbudsvirkelighed, hvor diagnoser byder sig til som forklaringer på upassende adfærd. Vi har interviewet forsker Bjørg Kjær om pædagoger og forældres arbejde med ’de sære børn’.

Af: Kasper Sørensen

Den 14. december 2018

Viktor er 5 år og går i børnehave. Om et år skal han starte i skole. Viktor holder sig mest for sig selv, og pædagogerne i børnehaven har lagt mærke til, at han har svært ved at få venner. Viktors forældre er bekymrede - vil han kunne klare at starte i skole? Til en forældresamtale diskuterer Viktors far og mor med pædagogerne - er drengen parat til skolen? Forældrene fortæller, at Viktor altid har været et stille barn. Efter lidt diskussion frem og tilbage indskyder en af pædagogerne, om det ville være en idé at tale med børnepsykologen og måske få en udredning. Viktors introverte adfærd kunne jo skyldes en form for autisme?

En sådan situation rejser flere dilemmaer; forældrene frygter, at barnet stigmatiseres med en diagnose, men ønsker samtidig, at Viktor får hjælp inden skolestart. Pædagogerne ønsker heller ikke barnet tildeles en diagnose, men de har ikke resurser til at tage sig af Viktor, og hvis han ikke diagnosticeres, er der ingen hjælp fra kommunen.

Dette sommetider vanskelige samarbejde om børn har lektor i pædagogisk antropologi, Bjørg Kjær, fra DPU undersøgt i et netop afsluttet forskningsprojekt. I projektet har Bjørg været i forskellige daginstitutioner og siddet med til flere forældresamtaler. Her har hun set på pædagoger og forældres forståelse af, og forhandlinger om, det normale og parate barn.

Bjørgs arbejde er en del af det større forskningsprojekt ’Passende parathed’, der foregår i regi af Center for Daginstitutionsforskning med forskerne Niels Kryger (DPU), Dil Bach (DPU), Karen Ida Dannesboe (DPU), Tomas Ellegaard (RUC) og Allan Westerling (RUC).

Forældre har tillid til pædagoger

I Bjørg Kjærs tidligere forskning har hun gentagende gange stødt på en stærk fortælling hos pædagoger, om at forældre er ’krævende’ og ’kritiske’, eller måske sommetider nærmest modarbejder det pædagogiske arbejde. I forskningsprojektet, Bjørg netop har været med til at afslutte, har forskerne dog oplevet det modsatte – her har forældrene udvist stor tiltro og tillid til pædagogerne.

”Der er en kolossal tillid til pædagogers professionalitet. Også blandt meget veluddannede forældre. En tillid til, at pædagoger ved, hvad man skal gøre sammen med børn. Selvfølgelig er der noget af den tillid, der en såkaldt institutionel tillid, det vil sige den tillid, man som forælder bliver nødt til at have, fordi man jo skal på arbejde. Så på den måde er det også en nødvendig tillid. Men vi har set, at det er mere end det! Det er grundlæggende en respekt for pædagogers arbejde, en tiltro til, at de har en ekspertise - De kender vores børn, og de vil dem det godt.”

Det (skole)parate barn er et socialt barn

En af de mest centrale pointer i forskningsprojektet er, at det skole- og livsparate barn er et socialt barn, der kan begå sig i børnehave, skole og SFO:

”’Det sociale barn’ er den term, pædagogerne selv bruger om det passende barn. Det er det, de mener børnehavearbejdet handler om - at støtte udviklingen af det sociale barn. Så når vi taler om parathed og dermed skoleparathed – så handler det om det sociale. Det er ikke så meget bogstaverne og tallene. Det er det sociale. Tanken er, at det sociale barn nok skal klare sig i skolen; kan finde venner, kan orientere sig i skolegården og finde ud af at aflæse - hvad skal jeg nu?””

Bjørg mener, der er to årsager til, at pædagoger fokuserer på det sociale:

”For det første er det de sociale kompetencer pædagogisk arbejde traditionelt har handlet om, altså før læringsdagsordenen blev dominerende. For det andet, så har netop læringsdagsordenen gjort, at denne idé er under angreb, og derfor bliver det vigtigt for pædagogerne at forsvare og tale det frem, de ser som kerneopgaven – at skabe det sociale barn. Så selvom man også gør det der med bogstaver og tal, så er det det sociale, der løftes frem, fordi det opleves som truet.”

Bjørg hæfter sig desuden ved, at parathed i dag – at gøre børnene sociale – er en aktiv handling fra pædagogernes side, noget de arbejder med og har en plan for. Tidligere var der en holdning til, at ”barnet bare skal lege noget mere, så kommer det af sig selv. Han skal nok blive klar”. Det øgede fokus på, ’hvad pædagogen gør’, forklarer forskeren med, at pædagoger i dag er blevet mere artikulerede omkring deres faglighed.

Diagnoser som svar på ’upassende’ adfærd

I praksis er det dog ikke så ligetil at blive set som et normalt ’socialt’ barn. Bjørg forklarer, hvordan der i samtaler mellem pædagoger og forældre er indtrådt et sprog fra den diagnosekultur, hun ser dominere samfundet, og som også er tilstede i den pædagogiske verden. Bjørg skriver i øjeblikket på et kapitel til en bog, hvor hun viser de forskellige poler, børnene skal balancere mellem for ikke at blive set som ’upassende’ og i sidste ende ’et barn med en diagnose’.

”Pædagogers arbejde med at få gjort alle børn sociale kommer til at handle om afbalanceringer. Det sociale barn er afbalanceret i forhold til en række adfærdsmæssige dikotomier. Og det der hele tiden ligger som ’skyggekategorier’, kalder jeg det, det der ligger bagved, det er diagnoserne. Og de to diagnoser, der ligger der hele tiden, det er ADHD og autisme,” fortæller Bjørg og giver eksempler på diagnosernes skyggespil:

”Hvis barnet er for stille – har vi en autist her? Hvis barnet er for vildt – har vi en med ADHD her? Hvis barnet er for sensitivt – har vi så sådan en selvoptaget ADHD’er? eller en hypersensitiv autist? Manglende empati? Autisme! For legende – der har vi ADHD. For nørdet – der har vi autisten. For oversocial – der har vi ADHD’eren. For genert og introvert – der har vi autisten. Diagnoserne ligger altså som skyggekategorier, hvor vi kan se, at det er en del af det pædagogerne og forældrene tænker med. Det er ikke altid det, de siger, men nogle gange popper det op, og så kan vi se, at det er det, der er på spil.”

Diagnosetænkningen byder sig hurtigt til, når børn opfører sig anderledes, og her oplever Bjørg, at forældrenes store tillid til pædagogerne gør, at personalets mindste indikation af, at ”der kunne være noget her” kan sætte en masse tanker og angst i gang hos forældrene.

Diagnosesystemet stiller pædagogerne i dilemma

Arbejdet med børn i vanskeligheder stiller forældre og pædagoger i en række dilemmaer, som bliver forstærket af den måde børn i dag bliver udredt og får stillet diagnose på:

”Så længe det er sådan, at børnene skal udredes og få stillet en diagnose hos børnepsykiateren før der kommer hjælp, så står pædagogerne i et dilemma. Og der er rigtig meget på spil her. For på den ene side ved de godt, at der er konsekvenser af at få en diagnose, men på den anden side er det sjældent udfordringer, de selv kan løse med de resurser, de har.”

Ifølge Bjørg Kjær peger forskningsprojektet, hun netop har afsluttet, på at diagnosetænkningen har taget overhånd flere steder og kan skygge for at man ser naturlige processer hos børnene, der i stedet trækker i retning mod at patologisere børnenes adfærd.

”Et problem kan være, at for mange børn simpelthen får stillet en diagnose. Patologiseringen er landet på pædagogernes bord, fordi en del af deres opgave er at være opmærksom på tidlige tegn for fejludvikling og problemer, så der kan iværksættes en ’tidlig indsats’. Det udfordrer blikket på børn som ’almindelige børn’, der naturligt har forskellig adfærd. Problemet er, at diagnosetænkningen retter pilen mod barnet i stedet for at kigge på det pædagogiske miljø eller familiens situation som medvirkende faktorer. Vi mister blikket for det faktiske barn i dets omgivelser.”

Bjørg Kjær er med sine forskerkollegaer i færd med at lægge sidste hånd på bogen ’Parate børn – i mødet mellem familie og daginstitution’, der udkommer på forlaget Frydenlund Academic i 2019.