Deltag i fyraftensmøde om børns og forældres positioneringer og prioriteringer i hverdagen, ferien og i valg af institution
Center for Daginstitutionsforskning inviterer til gratis formidlingsarrangement d. 23 januar 2025
Vi er glade for at kunne invitere til endnu et spændende fyraftensmøde, hvor CeDif-forskere præsenterer foreløbige resultater fra deres aktuelle forskningsprojekter. Denne gang vil Karen Ida Dannesboe, Eva Gulløv og Dil Bach præsentere forskning fra tre projekter, der kredser om det fælles overordnede tema Børns og forældres positioneringer og prioriteringer i hverdagen, ferien og i valg af institution.
Under arrangementet vil du få indblik i nyeste forskningsresultater indenfor feltet, samtidig med at du får mulighed for at stille spørgsmål og engagere dig i faglige diskussioner.
Alle med interesse i emnet er velkomne. Tilmeld dig allerede nu for at sikre din plads!
Program
16:40 Velkomst: Sandwich & sodavand
17:00 Introduktion til arrangementet og oplæg v. Karen Ida Dannesboe, Eva Gulløv & Dil Bach
17:15 Børnehaveferie – som erfaring og vindue til forestillinger om børn, familie og daginstitution, v/ Dil Bach & Karen Ida Dannesboe
17:40 Korte spørgsmål
18:00 Kort pause
18:15 Sociale skillelinjer mellem børn i børnehaver v/Eva Gulløv + fælles diskussion
18:40 Korte spørgsmål
19:00 Tak for i dag
Om forskningsprojekterne
Karen Ida Dannesboe, Eva Gulløv og Dil Bach vil på aftenen præsentere forskning fra tre delprojekter, der alle kredser om det fælles overordnede tema Børns og forældres positioneringer og prioriteringer i hverdagen, ferien og i valg af institution.
I lyset af de senere års øgede læringsfokus, har Karen Ida Dannesboe med forskningsprojektet Børns sociale og kropslige orienteringer i daginstitutionens udvidede læringsdagsorden undersøgt hvilken betydning et øget og udvidet læringsfokus har for forskellige børns aktiviteter i daginstitutionen, og hvilken betydning det eventuelt har for forældres prioriteringer i familiens hverdag. Dannesboe har gennem etnografisk feltarbejde i en daginstitution og interviews med forældre fokuseret på børns deltagelse i formelle og uformelle læringsmiljøer i børnehaven og i familien.
Eva Gulløv har med sit forskningsprojekt Sociale skillelinjer i børnehaver rettet fokus mod sammenhængen mellem børnehaveophold og social baggrund. Projektet bidrager med viden om, hvilken rolle børnehaven spiller ift. at understøtte eller overkomme sociale skillelinjer i samfundet. Gennem feltobservationer og interviews har Gulløv undersøgt baggrunden for forældres valg af børnehave og skole, samt børnenes legerelationer i lyset af deres socioøkonomiske baggrunde.
Endeligt har Dil Bach i sit forskningsprojekt Læringsdagsordnens rolle ift. store børnehavebørns ferie – et studie af familiers prioriteringer undersøgt, hvordan familier til store børnehavebørn bruger deres ferier, og hvordan og hvorvidt det aktuelle læringsfokus har betydning i familiernes ferier. Ved at have foretaget feltarbejde i en daginstitution og interviews med forældre har projektet fokuseret på forældrenes prioriteringer i ferien, samt på hvilken rolle læringsdagsordenen har for tilrettelæggelsen af feriens aktiviteter.
Praktiske oplysninger
Tid: 23. januar kl. 16:40-19:00
Sted: Roskilde Universitet, Universitetsvej 1, 4000 Roskilde, lokale 25.1-035
Tilmelding:
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Du tilmelder dig ved at følge dette link: tilmelding
Tilmeldingsfrist er d. 15. januar.
Der er begrænset pladser, som bliver fordelt efter først til mølle-princippet.
Offentliggørelse af optagelser
Vi gør opmærksom på, at vi eventuelt tager situationsbilleder under arrangementet, som kan bruges til dokumentation og promovering af CeDif på vores hjemmeside, sociale medier og i vores nyhedsbrev. Hvis du ikke ønsker at medvirke på billeder, bedes du kontakte os inden arrangementet via cedif@ruc.dk eller informere os ved ankomst til arrangementet.
Parkering
Ved ankomst i bil skal du have en parkeringstilladelse i forruden, hvis du parkerer på parkeringsområderne P2 og P3. Parkeringstilladelsen kan downloades på tilmeldingssiden. Parkeringsområdet P1 kræver ingen tilladelse.